Friluftsaktiviteter

Strandparken byder på meget mere end vand og badestrand. Der er rig mulighed for at lege og motionere i området, hvad enten det er beachvolley, en cykel- eller løbetur eller fitness i det fri.

Løb og fitness

Strandparken er et oplagt sted for en løbetur – lige meget om du er i god eller mindre god form. Hvis du fx løber en tur på stierne fra den ene ende af Strandparken i Greve til den anden ende i Hvidovre, er der tale om en tur på over 10 km. Hvis du så løber tilbage igen, har du løbet, hvad der svarer til en halvmaraton.

Ved Ishøj Strand kan du benytte en række fitnessredskaber til at styrke kroppen.
Her ligger en fitnessbane gemt inde i det lille skovstykke vest for Café Ka’nalu.

Mangler du inspiration til en løbe- eller gåtur? Både Brøndby, Vallensbæk og Ishøj Kommuner har Kløverstier der går gennem Strandparken.
Få det fulde overblik på oversigtskortet

Cykelruter

Ud over de tre nationale cykelruter (N4,N6,N9) går der to europæiske cykelruter – de såkaldte EuroVelo-ruter – gennem Strandparken. Strandparken er et dejligt sted at cykle, men husk at vis hensyn til andre besøgende.

I Strandparken med børn

Der er ikke langt til den nærmeste legeplads, lige meget hvor man befinder sig i Strandparken.
Om sommeren afgræsser både kvæg, får og geder flere af Strandparkens naturarealer.

Se hvor legepladserne ligger og hvor dyrene græsser på oversigtskortet

Beachvolley

Strandparken giver også mulighed for en beachvolleykamp. Om sommeren er der opsat et beachvolleynet ved Vallensbæk Strand og Ishøj Strand.
Nettet nedtages hvert år omkring 1. september og opsættes igen den kommende sommer.

Fiskeri

Der er mange muligheder for at fiske i Strandparken. Hvis du fisker med stang og er mellem 18 og 65 år, skal du have lystfiskertegn.
Fiskeri med ruser er ikke tilladt i Strandparken.

Fiskeri ved St. Vejleå
Fiskeretten ved lagunen og den nedre del af St. Vejleå er overdraget til Ishøj Sportsfiskerklub. Her kræver det foruden almindeligt fisketegn også et særligt dagskort, som koster 50 kr. Kortet kan bl.a. købes hos Q8 tanken på Ishøj Stationsvej 8.

Man kan læse mere om fiskeriet ved St. Vejleå på hjemmeside

Fiskeri i søerne
Man kan fiske i alle 6 søer i Strandparken. Det er dog ikke tilladt at fiske fra broerne og sluserne, hvor der er stier, da der kan opstå farlige situationer med fodgængere og cyklister. Man kan også fiske fra robåd, men det er ikke tilladt at sejle med motordrevne eller el-drevne fartøjer i søerne.

Fiskeri fra molerne
Endelig er der mange, som fisker fra molerne. Især når der er hornfisk i farvandet.
Fiskeri fra stenmolerne om vinteren frarådes dog, da stenene på molerne kan være meget glatte.

Lystfiskertegn
Du kan se mere om lystfiskertegn på Fiskeristyrelsens hjemmeside

Der er forskellige rekreative muligheder på vandet. Både på indersøerne og ude på havet.

Kano, Kajak og paddleboards

En kano-, kajak- eller paddleboardtur rundt i Strandparken giver en ganske særlig mulighed for at møde naturen; se fugle- og dyrelivet og nyde den varierede natur. Ved brug af de fire slæbesteder ved havnene er det muligt at sejle en rundtur gennem alle indersøerne og ud på havet.
En rute der når op på ca. 20 km.

Paddleboards kan lejes på Ishøj Strand hos Café Ka’nalu.

Få et overblik over slæbestedernes placering på oversigtskortet

Kite- og windsurfing

Det er tilladt at wind- og kitesurfe på havet i Strandparken – men ikke på indersøerne. Kysten ud for Strandparken er oplagt at wind- og kitesurfe på.
Da det er lavvande temmelig langt ud, er det især oplagt for nybegyndere. Strandparken tilbyder  ikke omklædnings- og opbevaringsfaciliteter.

Sejlads

Er du til sejlads, så kan en tur langs strandene være dejlig. Men hvad enten du er i båd eller på vandscooter, så vis hensyn. Generelt skal du holde en afstand på 300 meter fra kysten – på nær transport ud fra 300 meter zonen, som skal foregå vinkelret på kysten med en hastighed på max. 5 knob.
Vis altid hensyn til badegæster og andre, der måske ikke har så travlt. Hold udkig og pas på ”bløde trafikanter”, som kajakker og robåde.

Se Sejladsreglement i Københavns Vestegns Politi

Der må desuden ikke sejles i motorbåd på søerne uden særlig tilladelse.

Hensyn til fuglelivet

Hvis du sejler på søerne i Strandparken skal du vise hensyn til fuglelivet. Det gælder særligt ved øerne i Holme Sø og Jægersø, samt Lille Vejleø i Lille Vejlesø.

Du viser hensyn ved at holde dig på god afstand af fuglene, så de får ro til at hvile, spise og ligge på rede.

Naturformidlingsture

Tag på tur i Strandparken! Strandparken inviterer årligt til 10 ture i samarbejde med Ishøj Naturcenter.

Turene foregår primært i weekenderne og henvender sig til både børn og voksne. Turenes primære fokus er at formidle den fantastiske natur, der eksisterer i Strandparken. Derudover fokuserer turene ligeledes på den sanselige oplevelse og kan give inspiration til, hvordan det også er muligt at opsøge og gå på opdagelse i Strandparken på egen hånd.

Turene er gratis for alle og er vidt forskellige. Du kan fx komme med på sanketure, fugleobservationsture og snapseture – eller måske deltage i årets krabbedag?

Find information om turene i vores arrangementskalender

Naturekspeditionen

Går du eller dit barn i skole på Vestegnen? Strandparken inviterer i samarbejde med Ishøj Naturcenter alle Vestegnens skoleklasser og SFO-ordninger til en tur i Strandparken med en naturformidler.

Naturekspeditionen er tilrettelagt med henblik på, at eleverne får indblik i Strandparkens dyre- og planteliv og økosystemets sammenhæng. Naturekspeditionen starter på naturcentrets relativt nye naturbase Havhytten, hvor fokus ligger på formidlingen af livet i vandet.

Læs mere om Naturekspeditionen

Følg også Strandparken på Facebook