Klimaforskning på Indlandsisen ved Strandparken og i klasselokalerne

28-06-2023

Fra den 25. maj og to måneder frem vil Ishøj Naturcenter være vært for udendørsudstillingen ‘Into the Ice’ ved Havhytten på Ishøj Strand.

Med bjergtagende fotografi, tekst og lydoptagelser fra Indlandsisen formidles tre danske/internationale klimaforskeres arbejde og deres perspektiver på de klimaforandringer, vi står midt i, og de som kommer. 

Udstillingen er udviklet som et sideløbende formidlingsgreb til dokumentarfilmen ‘Into the Ice’ (dansk titel: ‘Rejsen til Isens Indre’) instrueret af Lars Ostenfeld, der har fulgt forskerne på flere ekspeditioner i Grønland.

Der er til filmen udarbejdet gratis undervisningsmaterialer hhv. af Geografilærerforeningen og Det Danske Filminstitut. Materialerne er rettet mod gymnasierne, men vil også kunne inspirere i udskolingen og på de erhvervsrettede uddannelser. Der kan tages udgangspunkt i filmens emner til snakke og debat om bl.a. udsigten til globale/nationale havvandsstigninger, indsigt i nærmiljøets indsatser omkring klimasikring af by og natur, og vigtigheden af fagpersoners dedikation og engagement inden for klimaforskning.

Som uddannelsesinstitution er der mulighed for at streame filmen gratis, under den enkelte kommunes aftale med Børne- og Undervisningsministeriet.

Rejsen til isens indre – Grundskolen

Rejsen til isens indre – Gymnasiet

Undervisningsmateriale til filmen Into the Ice, 2022

Filmen har det seneste år gæstet 85 filmfestivaler verden over og modtaget 19 priser. Dertil er filmen i fuld længde blevet indtalt til tv på tysk (ARD) og engelsk (BBC).

Udstillingen er produceret med støtte fra Novo Nordisk Foundation og Lundbeckfonden og har rejst rundt i Danmark siden marts 2022.

Vedhæftet billeder fra udstillingen ved Ishøj Naturcenter Havhytten. Skulle eleverne have lyst til at besøge udstillingen og se filmen hjemme sammen med deres familier, kan den streames gratis af alle på Filmstriben: Klik her for at streame filmen

Følg også Strandparken på Facebook