BLÅ FLAG

Blå Flag er en international natur og miljøkampagne, som arbejder for at forbedre strande og bademuligheder i hele verden. Den enkelte strand kan søge om at deltage i kampagnen og skal herefter leve op til en række kvalitetskrav på stranden. Bl.a. opstiller Blå Flag nogle meget skrappe krav til vandkvaliteten på stranden.

På en Blå Flag strand er der ydet en ekstra indsats for strandens miljø, sikkerhed, faciliteter og information, hvilket har til formål at beskytte hav- og kystmiljøet og højne strandens kvalitet til fordel for dig som besøgende.

For at få Blå Flag skal stranden normalt være klassificeret som Udmærket, hvilket er den højeste klassifikation i EUs 4 klasser som er Udmærket, God, Tilfredsstillende og Ringe og hvor de 3 øverste klasser alle er godkendt som badevand. EUs bedømmelse sker på baggrund af de seneste 4 års prøver.

En Blå Flag strand:

  • er ren og tilses jævnligt
  • har rent badevand og oplyser om den aktuelle vandkvalitet
  • har pligt til at tage det Blå Flag ned ved akut opstået forurening
  • har rene toiletfaciliteter og velholdte bygninger
  • har affaldsordning
  • har livredningsudstyr, førstehjælpskasse og (nød)telefon i nærheden. På nogle Blå Flag strande er der også livredder.
  • tilbyder miljø-/naturaktiviteter og informerer om beskyttede og sårbare naturområder
Du kan læse mere om Blå Flag her.

2016

På baggrund af badevandsanalyserne fra 2012-2015 har Strandparken fået Blå Flag i 2016 på Vallensbæk Strand, Ishøj Strand og Hundige Strand.
 
De Blå Flag gives på baggrund af analyseresultaterne fra de 4 foregående år.